Mennesket er en fortælling

Eksistensformidling.dk

Dette er noget af manuskriptet til P1-programmet "Ved dagens begyndelse" fra 2005.


Mennesket er en fortælling.

Del 1:


Det er mandag. Og du er en fortælling. Som du er hver dag ved dagens begyndelse. Som du var, da din fortælling tog sin begyndelse, og du blev halet hovedkulds ind i livet, våd, nøgen, intetanende, måske hylende, i hvert fald nok forbavset, så forbavset, at det var et hyl værd.


I dag ved du ikke, hvordan din fortælling lyder, førend dagen er omme, selvom du givetvis vil kunne forudsige meget. Eller hvilken rolle du kommer til at spille. Som du ikke ved, hvordan din livshistorie vil se ud, førend du har taget dit sidste åndedrag.


I biblen vrimler det med fortællinger om menneskeliv. Alle slags. Tænkelige og utænkelige. Sikkert lige så tænkelige eller utænkelige som dit liv. Du kunne muligvis bruge nogle af de fortællinger som spejl. Se dem som eksempler på eksistens og som muligheder for forskellige måder at handle på. Hvis du nu selv var løbet tør for muligheder. Hver af dem kan stå som en dør at åbne, et vindue at se ud af.


Der er f.eks. patriarken Jakob. Også han sattes til at være menneske. Som du, da du fødtes og sattes til den opgave det er at være menneske. Den opgave du ikke kan ikke rende fra.


Du kan ikke løbe væk fra det at være sat til at være menneske. Heller ikke denne mandag morgen på vej til og fra radioavisen og alt det andet, du går til og fra i dag. Du kan ikke lave dig selv om til at være en abekat, en struds, en svale, et egetræ, på de dage, hvor det ville være mere praktisk at være sådan en, sådan et.


Du kan gøre hvad du vil, skabe dig, drømme dig til både paradis og Australien, gå i bro, gå i opløsning, gå i hundene, gå i sprut, gå i piller og døvende stoffer, men når drømmen er drømt, og rusen er ovre, og du vågner næste morgen, så er du præcist det, du altid har været: et menneske.


Jakob, patriarken, snydetampen, rævepelsen fra det Gamle Testamente, som havde snydt sin bror Esau for førstefødselsretten og gamle far Isaks velsignelse, og som altid havde næse for at være kreativ, så tilværelsen snoede sig til hans fordel, var også vant til at skulle tage benene på nakken med jævne mellemrum, når han havde snydt nogen. Så benede han derudaf. For at løbe væk fra det, vi har rodet os ind i, prøver vi uvægerligt, og det var ikke anderledes på Jakobs tid.


På et tidspunkt prøver han at vende tilbage. Til broderen Esau, han har snydt – men det er ikke så ligetil, det ved Jakob godt. Der må planlægges. Og mens Jakob sådan planlægger og olierer sine skridt tilbage til det, han rendte fra i sin tid, så sker der det, han ikke vidste eller havde planlagt: han løber ind i Vorherre. Ved vadestedet ved Jabbok.


Jakob, der ellers planlægger og snyder og løber og gør ved med stor dygtighed løber panden ind i én, han ikke kan rende fra: Gud. Og det liv og det rod, han lavet med det, alt sammen stod det og blokerede hans vej ved det vadested.


Og Jakob, der er så ferm til at sno sig ud af det meste, snor sig ingen steder her og har heller ikke nået at finde en plan B. Og hvad gjorde han så? Han tog kampen op – med Gud, rodet, livet, det hele. Der i vadestedet kæmpede han med Gud til morgengry og beholdt trods kampens indædthed sin typiske Jakob’ske trodsighed og sagde: »jeg slipper dig ikke, uden at du velsigner mig.« Det kostede ham, for det gør alle møder med det liv, vi ikke kan løbe fra, og Jakob blev halt for livet. Men også velsignet.


Som Jakob får du ikke det ene uden det andet. Livet gives dig, ikke som en haltende velsignelse, men udleveret som en som oftest velsignet halten. Haltende kan både du og jeg og Jakob bevæge os videre i livet, sat her af en Skaber, der finder både os og Jakob værd at brydes med og som dermed også uden at blinke anerkender, at hans skabninger ikke sådan lige falder til patten.


Så de dage i dit liv, der halter, er ikke hverken forkerte eller en misforståelse. Du er udnævnt anerkendt og velsignet som en halt kriger og opfordres til at kæmpe indædt videre med Jakobs stædighed som vandmærke i dit sind.


Del 2:

I dag fortsætter jeg med at fortælle om et af de eksempler på menneskeliv, biblen vrimler med. Fordi de fortællinger kan stå som et spejl at se dit liv i, så der måske kastes et andet lys på den fortælling, som dit liv er.


I går fortalte jeg om patriarken Jakob og hans kamp med Gud om natten ved vadestedet Jabbok. På Tate Modern museum i London står en skulptur med netop Jakob og englen eller Gud. Den er lavet af billedhuggeren Jacob Epstein i 1940 og virker voldsomt stor: figurerne, der er større end almindelig mandshøjde, rammer beskueren med et næsten kropsligt slag i sanserne, når man ser det massive mærkværdige favntag, de to står i.


Man er ikke i tvivl om, at det ikke er en fest at falde i de kolossalt stærke overarme. Det ser stort set ud som om, at Jakob langsomt, men sikkert er ved at få livet klemt ud af sig. Det er ikke en kærlig omfavnelse, kan man tydeligt se – det er at blive holdt fast på liv og død.


Og hvad gør han så der, Jakob, sprællende mellem liv og død, holdt fast i den skruestik af uundgåelighed, Vorherre er? Han kæmper tilbage, spræller det bedste han har lært, med de kræfter i sine menneskemuskler og menneskelemmer, som Gud selv har lagt ned i ham.


Han kæmper igen, han svarer igen, han kaldes frem som nogen, der skal svare. Som nogen, der skal handle og eksistere og svare på det at stå i en skruestik. Eller svare på det at nå dertil, hvor man når, når man er færdig med at rende væk. Når man står over for det, man ikke længere kan undgå. Hvad er det så, man gør – på det sted?


Ja, Jakob kæmper igen og så be’r han.


Mon det er det, bøn er? – at blive kaldt frem, at vide sig stående på det sted, hvor man ikke længere kan skjule sig. Det sted hvor Gud står og kigger på dig og siger: »nå, og hvad siger du så nu, hvor du ikke kan løbe væk og ikke kan lade som om mere?«


»Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig« sådan siger Jakob til Gud. Det er vel grundsangen i al bøn, uanset hvordan vi beder den, hvor og hvor tavst eller ordrigt det lyder. At ved at stå i Guds skruestik, hvor der ikke nødvendigvis er særligt behageligt at stå – man behøver bare kaste et blik på de svulmende muskler, der holder Jakob oppe, som var han en dinglende tøjbamse – da bliver vi til som et levende væsen, der må række ud med ord og hænder og mangler og bede om at få det, vi skal leve af.


Og uden den skruestik, uden det mødested i det vadested, løber vi bare fuldautomatisk rundt og render fra det ene og det andet og behøver ikke at bede om noget som helst, da gælder det bare om at lægge strategier til undgåelse og omgåelse.


Når du står overfor Gud, da falder de strategier væk, der er ikke plads til dem mellem dig og ham, på Epsteins skulptur er der ganske enkelt ikke plads til så meget som et frimærke mellem de to, der er kun ansigt til ansigt, hud til hud.


På Jakobs sted, dinglende dér i den tvivlsomme fornøjelse Guds favntag ser ud til at være, dér er Jakob til, ganske enkelt og ind til benet. Og det er hovedsagen. Opgaven. Jakob er til overfor nogen, hud til hud, ansigt til ansigt, lever, eksisterer, og det kan man som bekendt gøre på mange måder, man kan være halvdød af sorg eller svimmel af lykke, hovedsagen: man er dog til; vi er til som nogen, vi findes, vi er, sat i livet for at være mennesker, hvordan i al verden man så er det.


Du er sat i verden, altid for at blive kaldt frem, være til over for en anden, over for andre. Ikke over for ingenting og intethed. Men sat som hud mod hud, ansigt mod ansigt, som nogen, der kan række ud til den anden og bede om at få livet.


Måske er det den eneste måde, vi nogensinde forstår, at vi faktisk er til. I den nøgenhed, der findes dér, hvor man ikke mere kan løbe væk og må række ud til den anden og bede om livet.