Om at give slip

Eksistensformidling.dk

Dette er noget af manuskriptet til P1-programmet "Ved dagens begyndelse" fra 2005.


Del 1:

At give slip. At turde give slip. Måske det sværeste, der findes. Hvor vi sædvanligvis antager, at det at holde fast er den største kunst at mestre for det flimrende moderne menneske. Men nej, det er det ikke. Vore kroppe fortæller fra vores tidligste adfærd, hvad der ligger først for.


Se et nyfødt barns gribereflekser og dets små hårdt og fast knyttede hænder. Sådan er du og jeg programmerede til, desperat, at holde krampagtigt fast på mors bløde overflade, for gør vi ikke det, og gjorde vi ikke det, da vi engang i evolutionens morgen havde meget mere pels at klamre os til, så skvattede vi i bogstaveligste forstand af livet og faldt til jorden med et klask, og det kunne meget vel være den visse død. Så at holde fast er indlagt i os som en overlevelsesnødvendighed.


Rent motorisk og fysiologisk er det et kunststykke af koordination uden lige for barnet at lære at give slip på et objekt med sin hænder og det sker først, når barnet er mange måneder gammel. Det at åbne håndfladen og give slip strider simpelt hen mod det dybeste overlevelsesinstinkt i os.


Balancegangen mellem at holde fast og at give slip tegner menneskehedens historie. En af urhistorierne om det det ubegribelige, det umulige, i at skulle lære at give slip er historien om Abraham og Isak. Den historie har altid stået for mig som en mur, jeg med både hjerte og tanke må løbe ind i igen og igen, med et højlydt brag. Jeg forstår den ikke. Og må netop derfor blive ved med at høre den.


Abraham og Sarah var gamle og indtørrede som overgemte julefigner. Deres æggestokke og sædstrenge ligeså. Gud Herren havde lovet Abraham afkom så talrige som himlens stjerner, men, godmorgen, min bare, det var noget af en vittighed. Så en dag kom Gud til frokost, hvor han sagde, at Sarah skulle føde en søn, inden året var omme.


Dét var da til at sprutte af grin over, og det gjorde Sarah også som hun stod der bag døren. Men inden året var omme dannede Gud Herren et drengebarn i hende, gådefuld og smuk som en rosenknop, og Isak blev født af Sarahs før så indtørrede skød.


Denne dreng blev sine forældres et og alt, de havde ventet på ham i en hel livstid. Så en dag sagde Gud Herren til Abraham, at han skulle tage drengen med op på Moria bjerg og bruge ham som brændoffer. Dette dejlige drengebarn, sin moders fryd, sin faders glæde, med de bruneste, leende øjne og de sorteste lokker skulle Abraham lægge op på alteret og ofre som var han et offerdyr.


Og han gjorde det sgu! Abraham gjorde det! Han tog det kæreste han havde, den største glæde på denne jord, og så gav han slip på ham.


Vi ved godt, at historien endte med, at Gud fra sin høje himmel råbte, at det skulle han ikke, og at Abraham fik sin søn, Isak, igen. Men det ændrer ikke ved det faktum, at Abraham faktisk gjorde det. Gav slip. Han kunne jo ikke vide, at Gud ville gribe ind. Eller ane, hvad denne mildest talt uigennemskuelige Gud havde gang i.


I det sekund, Abraham løftede kniven, da måtte han have døet indvendigt. Ikke bare en lille smule døet. Men helt. Hans indre jeg må have faldet død om i det øjeblik af smerte, sorg og bundløs ulykke over at skulle tage sin egen elskede søns liv.


Han må have gjort ligesom det hvedekorn, Jesus fortæller om. Ellers forstår jeg det ikke. Det hvedekorn, der kun forbliver det ene hvedekorn, hvis ikke det falder ned i jorden og dør. Hvedekornet skal ned i det sorte ingenting og give slip på sin skal og sin før så faste form for at kunne spire til nyt liv og nye muligheder.


Sådan er åbenbart livets underlige hemmelighed, at vi kun ved at give slip på vores dybt indgroede krav om at kunne kontrollere og have hånd i hanke med os selv og hinanden og hinandens livsrum, kan få livet til at springe i spiring og blomst.


Abraham gjorde sig til et hvedekorn, da han løftede kniven mod Isak og hans hjerte døde. Og hans efterkommere blev derved til så mange, at det var ligesom at skulle prøve at tælle stjernerne.


Om At Give Slip – Del 2


Jeg husker min yngste, da han var i 2-årsalderen. Han omgav sig som regel med bunker af legetøj, som han legede med intenst, som oftest biler og monstre og dimser. Det var jo uproblematisk. Indtil problemet opstod, når han skulle flytte sig fra A til B.


Hvis han f.eks. skulle ind i en anden stue eller skulle med på indkøb. Han var ivrig nok, øjnene var tændte, det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme af sted. Men så opstod problemet: han skulle have det hele med. Alle bilerne, monstrene, dimserne.


Han samlede og samlede op med sine små hænder og nåede så til det konfliktfyldte punkt, at han ikke kunne have mere i hænderne. Men han blev ved. Han samlede op og samlede op og tabte det lige så hurtigt, som han samlede det op, samlede det op med den ene hånd, og tabte samtidigt dét, han havde i den anden.


Til sidst blev det ham for meget, og han brød ud i hjerteskærende, frustreret gråd. For én ting ville aldrig falde ham ind: at lade det ligge. Nej, han måtte og skulle have det hele med.


Tanken om at skulle bevæge sig tomhændet og uden al sit elskede skrammel ud i verden var helt og aldeles utænkelig; den kom ikke på tale som en mulighed inden i hans lille hoved. Deraf hans ulykke: han kunne ikke komme af sted med det alt sammen i sine små hænder, men han kunne heller ikke tage nogen steder uden.


Vi er næppe anderledes. Vi kan ikke give køb på noget, der er vort, men skal have det hele med. Hver dag. Belæssede til bristepunktet begiver vi os ud af huset hver dag. Belæssede med vore meninger, vore fordomme, vore regler om hvad vi mener der er ret og rimeligt – alt det skal vi have med, hver en tøddel. Ellers bryder vores verden sammen.


Der var engang en rig ung mand, der kom til Jesus og spurgte ham, hvad han skulle gøre for at få det evige liv. Og Jesus kom med den tørre konstatering, da den unge mand skuffet gik væk med uforrettet sag, at det er lettere for en kamel at komme gennem nåleøjet end for en rig at komme ind i Guds rige.


Dén unge mand, der går bedrøvet bort er et muntert billede på os alle sammen, ikke fordi vi nødvendigvis er rige på penge i banken, men fordi vi er uendeligt rige på meninger og holdninger og opfattelser om alt mellem himmel og jord og på helt klare definitioner af, hvordan livet burde være og burde arte sig.


Der bør være varslingssystemer for flodbølger, der bør være en forsikring at tegne for hver en tænkelig og utænkelig situation i livet, sundhedsvæsnet bør kunne lappe alting sammen og sætte nye reservedele ind, og hvor er det dog for galt og for meget, når livet alligevel går i fisk. Hit med ombudsmand, en ankeinstans, en menneskerettighedsdomstol, et klagekontor for det rod, vi kalder livet.


Forestil dig den der berømte kamel gennem nåleøjet. En kamel på Jesu kanter ville altid være så tillæsset, at du knapt kunne se kamelen. Du kan se en kæmpe bylt af pakker og varer og sække; de gør alle kamelen dobbelt så tyk og du kan kun se dens fire tynde ben for bare oppakning. Den fylder simpelt hen for meget til at gå ind nogen som helst steder. Sådan ser vi også ud, når vi gerne vil kæmpe os vej til livet og meningen med det hele.


Eller som min yngste søn ikke kunne flytte sig fra A til B uden krampagtigt at insistere på at have alt sit skrammel med sig, sådan vil du og jeg have det hele med og da især vore egne fortræffeligheder og nagelfaste meninger.


Ironien er, at adgangen til livet, det evige og livet her og nu, er noget, der gives, modtages, det tages ikke. Og du kan ikke strække dine hænder frem og modtage, hvis de er fyldte i forvejen, for hvor skal du så have plads til det, der skænkes dig?


Tomhændet er åbenbart den bedste måde at komme til både Vorherre og livet på. Og tomhændet er du kun, hvis du først har givet slip.


Om At Give Slip – Del 3


Tag nu Grundtvig i salmen »At sige verden ret farvel«. Han starter, nogenlunde stor i slaget, og siger, at det er godt nok svært at skulle sige farvel og tak til det her liv, vi kender jo ikke til så meget andet, så vi hænger jo noget ved det. Også han.


Vi ved hvad vi har, ikke hvad vi får. Nå, men herfra skal vi alle, og når det nu er sådan, siger han så, kækt i de første vers, jamen så bestiller han lige Jesus som eskorte i den ukendte færd ind i døden. Helst sådan en flot Jesusudgave med sus i skørterne og vind og stjerner i håret, så er der ligesom lidt format over det. Giv os evigheden på første klasse, lidt champagne og kaviar må der godt være over det.


Dét ville jo være en flot exit. Som fyrværkeriet over rådhuspladsen, når klokken falder i slag nytårsnat. Det ville være noget andet, i hvert fald, end at ligge og mimre i en seng på et plejehjem, måske utæt i begge ender.


Så bliver Grundtvig lidt mere spag og tygger på blyanten og erkender, at det nok måske er døden, der kommer først, altså når man nu skal være lidt realistisk.


»Jamen«, siger han så til Jesus, »kan du så ikke være rar at indrette det som det rarest for mig. Du skal komme og sidde ved siden af mig som en af de mennesker, jeg elsker så inderligt.«


Grundtvig skrev netop de vers i salmen, vers 6-8, i efteråret 1844, da han havde gennemlevet en af sine mange mørke perioder i sindet, og som han skrev til sin datter Meta: »vanvid mig trued, og vennerne grued, da ømt mig betragtet med smil gennem tårer min datter enbåren«.


Han har altså oplevet, at dér i magtesløsheden, hvor vennerne har stået og nyttesløst vredet hænderne for ham, og dér hvor han selv har været i fortvivlelsens sorteste dyb, som ingen kan hive sig op ad ved egen hjælp – at dér har datteren Meta siddet ved hans seng, heller ikke hun har kunnet gøre hverken fra eller til for sin far – men hun kunne være der. Og hun var der. Med sine gode øjne og kærlige smil. Og hvor stort end mørket var for Grundtvig, så har han kunnet se de øjne og det smil, nede fra bunden af dybet, hvor han var.


Så det er klart, at han siger: kom og vær hos mig, som noget hjemmevant og elsket og noget, jeg kender, kom som en gammel lun sweater, overfrakken, jeg er tryg ved.


Men så synker Grundtvigs hænder endnu dybere ned. Nu holder han op med at tygge på blyanten, den falder ud af hånden på ham. Og så er han dér, hvor det er sværest at være og at erkende: at vi skal give slip på alle krampeforsøg på at forlange livet, døden, kærligheden, hinanden, Gud og Jesus, himmel og helvede på vilkår vi selv stipulerer og skriver nøje dagsordener om.


At vi skal tage imod i stedet for. Tage imod som at læne sig ind i en favn. Uden at stille betingelser. Det er dér Grundtvig ender i sin salme, når han bøjer hovedet, giver slip og lægger krav og vilkår fra sig og siger: kom som du vil.


Også han ender med at ligge i en favn. Ikke bange, ikke villende noget som helst, så lidt som noget spædbarn vil noget som helst andet end dette ene: at være, at være til, når det ligger i nogens arme. Hvad lyder enklere end det: at være til uden at ville og uden at skulle. Men prøv du selv, bare i fem minutter.


Hengivelse er omtrent det sværeste. Det er nemmere at flyve til månen. For der er alt for meget på spil, der er for mange indvolde, der skal holdes inde og i ave, og i det sekund du giver slip og giver los, da står du der, sårbar og nøgen som netop: barnet, den umyndige. Værgeløs.


Og værgeløshed er uværdigt og meget langt fra den verden af kontrol og stålsathed, der netop adskiller voksenverdenen fra barnets verden. Barnet er udleveret. Vi voksne vil hellere gå i søen end at være udleveret og give slip.


Om At Give Slip – Del 4


Uanset hvor fantasifuldt vi udfolder vores krampagtige forsøg på at holde fast på stort og småt i livet, så skal vi give slip, når vi skal dø. Kan vi ikke selv med vores kloge hoveder finde ud af det, skal kroppen nok sørge for, at det sker.


Med sine iboende aldringsprocesser, der enten er til at le eller græde over, sørger kroppen for, at vi giver slip, bid for bid, og den sidste krogede finger, der klamrer sig desperat til livets kant, tager kroppen og løsner og siger: »nu må du altså lade dig falde, der er ingen vej udenom.«


Ikke sjældent kan kroppen begynde at falde fra hinanden og tvinge os til at give slip længe før alderdommen sætter ind. Kræft og andre sygdomme er ikke kræsne mht. alder, de spiser bare løs.


Ulla-Carin Lundquist: Ro uden årer, Gyldendal 2005


Den svenske tv-journalist Ulla-Carin Lindquist, mor til 4 børn, hvoraf de to yngste var små, fik som 50-årig stillet diagnosen ALS, den værste af alle neurologiske sygdomme. Den har et kort og aggressivt forløb, er uhelbredelig og har kun én udgang: døden. Lindquist nåede at skrive en bog »Ro uden årer«1 i sin korte sygdomsperiode, inden hun døde i 2004, 51 år gammel.


Sygdommen ALS forløber sådan, at kroppens funktioner én efter én sætter ud. Bevidstheden fejler på intet tidspunkt noget, men kan følge kroppens gradvise opløsning med den skarpeste observation, kortlægge hvordan der dag efter dag skal gives slip på endnu en evne.


Lindquist skriver:


ALS har berøvet mig mit talte ord. Min tale. Mit arbejdsredskab. I dag har ingen hørt, hvad jeg har sagt. Vrede … ALS har allerede berøvet mig min højre hånd. Den henligger i evig hvile. Blålig som en velhængt oksefilet. Den venstre har tre fingre, som magter at skrive på computeren. Men de er stive og fyldes med mælkesyre.


»Kunne du ikke bare have givet mig to lamme ben i stedet?!« be'r hun til Gud, og fortsætter: »Kære Gud, vær sød mod mine tre fingre og min tunge.« Og hun konstaterer nøgternt: ALS er en ondskabsfuld hånlatter.


Men der sker også noget andet, noget underfulgt andet, i denne langsomme – eller alt for hurtige – nedbrydningsproces.


Lindquist funderer over, hvordan hun som mor og succesrig karrierekvinde med styr på alting har følt sig jaget, altid har følt sig drevet af adrenalinet, i jagten på at »blive til noget«, at blive bekræftet.


Hele sit voksne liv har hun tænkt: »Det bliver godt bagefter. Først skal jeg lige. Derefter bliver det godt.« Men, fortsætter hun så:


…nu går den ikke længere. Jeg ender med at dø af ALS … Der er to veje at gå. Den ene handler om at lægge sig ned, være bitter og vente. Den anden handler om at få noget fornuftigt ud af elendigheden … Min vej er den sidste.


Logisk anskuet er jeg derfor nødt til at leve i nuet. Der eksisterer faktisk ikke nogen strålende fremtid for mig. Men et strålende nu. Sådan lever børn. Lige her og nu. Intet kommende bagefter … Det underlige er, at jeg kan opleve øjeblikke af heftig lykke, nu da jeg er dødssyg, øjeblikke, som jeg sjældent har oplevet før. Lykke har aldrig været min stærkeste side. Men nu begynder den at blive det. Derfor ler jeg som et barn. Ubehersket.


Hendes 21-årige datter mærkede denne underfulde forandring i sin dødssyge mor og skrev til hende:


Du var en fugl, der fløj fra gren til gren i søgen efter noget andet … måske en søgen efter bekræftelse. På at du duede, på kærlighed, på at du virkeligt levede … Du skulle gøre alle tilpas, slå til…du troede du havde superkræfter, men du havde ingen superkræfter, for du var en due, en skrøbelig fredsdue.


Ud af duen fødtes en ørn. Dens vinger skal bære dig helt ind i evigheden. Ørnen, der fødtes ud af duen, blev til i kraft af en tryghed, der fulgte med sygdommen … Du begynder at finde dig selv, for du kan ikke gemme dig længere…du er blevet så stærk og fuld af livsglæde…du er mere levende end mange andre mennesker. Du, der er døende, lærer mig at leve … Der bor en ørn i hver en sjæl.


Tænk at ørne kan fødes ud af mennesker. Hvis vi tør give slip.


Om At Give Slip – Del 5


Ulla-Carin Lindquist, som døde af ALS som 51-årig i 2004 og som jeg omtalte i går, har et sted i sin bog disse linjer:


Hvor mange ord er ikke til for at udfylde tomrum? Ord, som er kit og tætner sprækker. For at holde mørke på afstand og løgne i live. Når vi tror, at alt er sagt, henstår det vigtige. Det, vi beskytter os mod. Når ordene er opbrugt, er kun sandheden tilbage.


I alle religioners mystiske tradition, også kristendommens, nås dét punkt: når der må gives slip på alle ord om, alle billeder på, hvem og hvad Gud er.


Det svarer lidt til grundprincippet i historien, som den sydafrikanske biskop Desmond Tutu fortæller: en mand kommer en tand for hurtigt kørende i de sydafrikanske bjerges hårnålesving; bilen skrider, manden slynges ud af bilen, og han når lige akkurat at klynge sig til et træ, der vokser på den næsten lodrette klippeside.


Dér hænger han så og dingler hen over den dybe afgrund og råber desperat på hjælp. Pludseligt lyder en dyb og venlig stemme oppefra:


Jeg er Gud Herren og jeg lover at hjælpe dig. Du skal bare gøre, hvad jeg siger, så bli'r du frelst: Du skal slippe med hænderne og inden du falder ned og rammer dalens bund, så skal jeg nok gribe dig!


Her er der så en pause. En laaang pause. Så lyder det fra manden: »Hjælp! Er der slet ingen ANDRE deroppe?«


Ja, vi brøler på et hvilket som helst alternativ til at skulle give slip. Give slip på de krampagtige greb vi har om verden, hinanden og vore gudsforestillinger. Om så alternativerne er materialismen, ateisme eller alle mulige ideologier, er underordnet, krampegrebet er det samme over hele linjen.


For det ville være som at styrte i en afgrund af intethed. At give slip ville kræve en grundlæggende tillid. Og man kan ikke slippe noget som helst, hvis ikke man har tillid. Tillid til, at nogen eller noget, kald det livet, kald det Gud, nok skal holde og bære alligevel.


I vores kultur og samfund når vi yderst sjældent frem til den stilhed og ro, der er vækstbetingelsen for denne grundlæggende tillid.


Vi er selvbestaltede livsskabere hver og en, management-sproget er gået helt ind i eksistensen og som små desperate hamstere fræser vi rundt i det vellykkede livs trædemølle hver dag, og for alt i verden gælder det: ikke stoppe, ikke miste grebet – noget af det sidste man bryder sig om at høre om sig selv er netop dette: at man har mistet grebet.


Som præst møder jeg tit mennesker, der er ved at segne af udmattelse over at skulle lykkes hele tiden, over at skulle nå alting. Selvværdet sidder åbenbart i vellykketheden. Derfor er det sidste man kan risikere dette: at give slip.


Men prisen er høj, for vellykketheden er som Kronos: den spiser sine egne børn. I mystikken er selve forudsætninger for den sande eksistens og væren i verden og dermed også forholdet til Gud, netop dette: at give slip. På ordene, definitionerne, på det larmende jeg, der så gerne vil lykkes.


Dit sande jeg er slet ikke dér – i larmen, i krampagtigheden, i dine selvgjorte definitioner, om det så er negative eller positive, for du kan sagtens have ligeså meget brug for et jeg, der er defineret af skyld og skam og en elendig livshistorie – hellere dét jeg end slet ikke noget jeg, sådan synes du at ræsonnere.


Ét af stadierne i mystikken er sjælens mørke nat, hvor alt må slippes og gives køb på. Både det larmende jeg og de gudsbilleder, som det larmende jeg har benyttet sig af. I denne såkaldt apofatiske teologi er alt, der kan udtrykkes i ord eller billeder noget, der kun kan stå i vejen for gudserkendelsen og som derfor må slippes.


Disse to citater stammer fra Wilfrid Stinissen: Natten er mit lys, Niels Steensens forlag 1994, s. 137


For der er altid »erobringslyst i vores ønsker, … de er som pile, vi skyder af sted: de gennemborer det, vi ønsker. Der ligger noget voldeligt, noget dræbende i vores måde at begære på.«1


Og sådan kan man hverken begære livet eller Gud. »Pilen skal forvandles til en skål, til udstrakte tomme hænder«2 – der har givet slip og er parate til at tage imod.


1+2 Disse to citater stammer fra Wilfrid Stinissen: Natten er mit lys, Niels Steensens forlag 1994, s. 137