Eksistensformidling.dk

Jeg er en flittig foredragsholder og kommer rundt i hele landet. Både i brede sammenhænge som f.eks. sognearrangementer og foreninger, samt i mere fagspecifikke regier som f.eks. sundheds- og omsorgsfagene.

Emnerne nedenfor er derfor blot et udgangspunkt og kan skræddersyes til de behov, der måtte være i jeres specifikke rammer. Fællesnævneren for mine foredrag er de grundlæggende eksistentielle temaer, som vi mennesker deler - uanset hvem vi så i øvrigt er.

Mit standardhonorar er kr. 5000,- plus transport.

Memento Mori: Tænk på døden – også mens du er sprællevende

”Vi skal alle dø.” Det er et udsagn, de fleste af os sagtens kan forholde os til – på et rent intellektuelt plan. På et eller andet tidspunkt ramler vi så ind i den, døden, enten fordi vi selv eller vore elskede skal dø, og den intellektuelle viden må blive en hel anden: vi skal til at lægge krop til. Enten som pårørende eller som døende. Der er ingen vej uden om. Og eftersom det gælder alle og enhver, kan man lige så godt gøre sig den ulejlighed at sætte sig lidt ind i dødens kropsnære territorium: det vil under ingen omstændigheder være spildt arbejde.

Foredraget tager udgangspunkt i bogen ”Døden nær – en brugsbog i nærvær omkring døende” og i det faktum, at vi synes at glemme, at livet er en tilstand med 100% dødelig udgang.

At samle skår op gør ondt.

Et klogt menneske har sagt: ”Vores måde at dø på dækker bordet for de efterladte. Ved et selvmord er bordet smadret, og skårene ligger alle vegne”. Sorgen efter selvmord rummer som regel mange komplekse og modsatrettede følelser, og det kræver meget for den efterladte at give plads til alt dette i det liv, der fortsat skal leves. Ikke mindst er mødet med omverdenen vanskelig. Derfor er det godt for alle omkringstående at kende noget til de skår, den efterlevende sidder med og bliver ved med at skære sig på. Oplægget kommer ind på ting, der kan være på spil i kølvandet på et selvmord - med en invitation til en fælles refleksion om, hvad der kan hjælpe den efterlevende mest muligt. 

Visdommen har kvindefødder - en personlig beretning om feministisk teologis betydning.

Kvinder har siden 1960'erne tænkt og skrevet teologi på en meget anderledes måde, end mænd har gjort det de sidste 2000 år. De har skattekister af indsigter, der kan berige og udfordre os og give ideer til andre måder at tænke tro og kirke på. Oplægget vil give et strejftog gennem feministisk teologis historie og fortælle, hvordan disse kvinder ramlede ind i mit eget liv med et højlydt brag, som jeg siden ikke har kunnet lægge fra mig eller ignorere. (Hør evt. programmet Kvinder, kirke og kulturel katastrofe på P1 d. 12. maj 2024 som indgangsvinkel til emnet)

l,ivet er ikke en generalprøve

Livet er en risikabel affære, som vi skal kaste os ud i med fuld musik uden at have chancen for at øve os først. Til sidst skal vi få lukket og slukket med ordentlighed, når vi skal dø og give stafetten videre til næste generation. Hvordan kan vi bakse med de store eksistentielle spørgsmål, mens vi stadig er sprællevende, således at de yngre generationer kan få rollemodeller at læne sig op ad i det altid uforudsigelige og sjældent nemme liv? Foredraget vil i ord og billeder invitere til en fælles refleksion over balancen mellem at holde fast og give slip på livet, mellem robusthed og sårbarhed, mellem nænsomhed og gåpåmod. Og ikke mindst: At kunne se ud over ens eget lille liv til en langt større sammenhæng.

Medmenneskelighed og livsmod – hvordan øve sig i dem?

Medmenneskelighed og livsmod kommer ikke dumpende af sig selv. Begge kan være under konstant angreb på denne klode, hvor tragedier synes at stå i konstant kø i kulissen, og knapt er én rullet over scenen, før den næste indtræder. Aftenens oplæg vil komme med vinkler på, hvordan vi i fællesskab kan hjælpe hinanden med holde dem begge i hævd – hvordan vi sammen kan gå ind i et livsmodslaboratorium og arbejde

Den fortrolige død - at besinde sig på sin dødelighed

At forholde sig til døden - ens egen og andres - mens man er sprællevende og rask har hørt med til mange kulturers og tiders menneskelige pensum. Memento mori (husk at du skal dø) og Ars moriendi (kunsten at dø) var således stærke traditioner fra antikken og op gennem middelalderen. I dag har moderne lægevidenskab flyttet døden fra at være et eksistentielt anliggende til at være et kropsligt, teknisk fænomen, og det gør os fattigere på at finde et sprog omkring døden, der skal kunne rumme meget mere end bare den naturvidenskabelige side af den. I bogen "Den fortrolige død" opfordrer forfatter Liselotte Horneman Kragh til, at vi tager døden op som eksistentielt emne, længe før den bliver konkret aktuel for os eller vore omgivelser, for dermed at blive bedre rustede til at holde den død, der uundgåeligt kommer, mellem hænderne.

Rituallængsel?

Mennesker har altid haft brug for ritualer. Det kan være alt for hårdt at bære livet alene. Mennesker har brug for at sætte det i en form, så vi kan dele det med hinanden, være fælles om at stå midt på glædens eller ulykkens plads.

Mange i Danmark finder glæde og tryghed ved ritualerne i Folkekirken, som er langt den største og historisk set mest forankrede ritualudbyder i landet. Men ikke alle kan længere finde mening eller hjælp i de traditionelle ritualer. Og i denne individualiseringens tidsalder står individet da endnu mere frysende alene, for livets store begivenheder ruller naturligvis fortsat ind over os hver især, uanset hvad.

Kunne vi sammen – kirkevante og kirkefremmede – gå på opdagelse i, hvad ritualer er og kan og i den længsel, som manglen på (fælles) ritualer vækker?

Stilhed og honningkager – ørkenfædrenes visdom og os

Ofte søger vi til andre religioner for at finde originale, kloge vismænd – og kvinder. Vi har dem selv: de tidlige kristne ørkenfædre- og mødre, der er så unikt ”tossede”, de er originaler i den allerbedste forstand og deres indsigt er dyrekøbt. De har 1500 år på bagen og lige aktuelle i en tid, der mener, at alt skal komme smertefrit, nemt og på rekordtid. Men ingen menneskelig indsigt, der dur til noget, kommer uden omkostninger. Ørkenfædrene lyder ned gennem århundreder til os, at der ikke findes genveje. Og at mennesket i bund og grund må leve med ambivalenser, der ikke går op, og som altid vil være besværlige. Livet med Gud findes aldrig i den blå luft, men går altid omvejen ad det ofte besværlige medmenneske.

Foredraget tager udgangspunkt i den engelske ærkebiskop Rowan Williams bog "Stilhed og honningkager".